
Om SENZOO
Navnet SENZOO udspringer af en sammensætning af zen, der symboliserer ro og harmoni, og det genkendelige zoo, som henviser til dyrelivet. SENZOO er et børnebrand, der indfanger essensen af dyrenes verden gennem et enkelt og elegant designudtryk.
Brandet bygger på en filosofi om, at design skal være både æstetisk og meningsfuldt. De minimalistiske dyredesigns er inspireret af japansk æstetik, hvor enkelhed og harmoni er centrale elementer. Med hvert enkelt design stræber SENZOO efter at bringe liv, ro og balance ind i omgivelserne.
SENZOO er mere end blot et brand – det er en hyldest til naturens raffinerede skønhed og japansk kultur, formidlet gennem moderne, tidløse nordiske designtraditioner.
Samarbejdet
Martin, som er designeren bag Mundfuld Studio, har siden 2013 designet kunst under eget navn, ‘Ejvind Arthur’. Og netop Martin ‘Ejvind Arthur’ står bag disse minimalistiske dyredesigns, som forener naturens skønhed med japansk æstetik. Hans minimalistiske tilgang til design og fascination af japansk æstetik har ført til, at hans værker har fundet vej til kunstbutikker i Danmark, Europa – og endda Japan. Japan har været en stor inspirationskilde for Martin, og han omfavner den japanske filosofi om at skære det unødvendige væk og skabe noget æstetisk simpelt, men alligevel dybt meningsfuldt.
For Martin ‘Ejvind Arthur’ handler design ikke kun om at skabe noget visuelt tiltalende, men også om at finde balance og harmoni i hvert enkelt værk. Hans minimalistiske dyredesigns er skabt med en legende, men præcis tilgang, hvor streger, cirkler og trekanter er de bærende elementer. Denne tilgang skaber et stramt og tidløst udtryk, der passer perfekt til moderne hjem, børneværelser og rum, der ønsker et stilrent og designorienteret udtryk.
Nu har plakaterne igen set dagens lys under brandnavnet ‘SENZOO’, som han i fællesskab driver med teamet hos Shōri Capital.